Helge Kragh (f. 1944) er dansk videnskabshistoriker og professor ved Aarhus Universitet. Kragh blev dr.scient. i 1980 på afhandlingen Historiske studier i den nyere atomteoris udvikling.
Han har skrevet flere bøger, hvor hans hovedværk, An Introduction to the Historiography of Science (1987), er oversat til spansk og italiensk. Han har behandlet en række enkeltemner fra kemiens og fysikkens historie, fra oldtidens atomteori til den moderne relativitetsteori og kvantemekanik.
Kragh mestrer at finde hovedlinjer og paradigmer, og i sin forskning ser han de eksakte videnskabers historie som et samspil mellem alle faktorer i den undersøgte tidsperiode.