Bret Easton Ellis: Under Nulpunktet?

,

Los Angeles er ikke et sted — det er en sindstilstand.

Det er til at forstå, hvis du får det stramt over at høre en kliché som ovenstående fra én, der aldrig har sat sine fødder på Sunset Strip og for den sags skyld ikke engang fulgte med i Beverly Hills 90210. Og dog, vores tv kanaler flyder over af serier og film, fiktion og ’reality’, der beskriver alt fra misantropiske forfatteres endeløse erobringer, våben, vold og danske eksilhustruers lykke og ulykke i drømmenes førerbunker.

Hvis Los Angeles ikke er en tilstand (for os der ikke deler skæbne med glittede Hollywood fruer), er byen et stærkt sindebillede. En populærkulturel motor, alle ’kender’ og ’forstår’. Billeder fra film som American Gigolo (klip) og Pulp Fiction (klip) flyder sammen med vores egne drømme og begær til et soundtrack af Red Hot Chilli Peppers og Gun Club’s mix af stoffer og blues.

Los Angeles — LA — er igennem sine frembringelser og hele verdens tørst efter berømmelse og skandale, blevet et stærkt billede på skønhed, sladder og overskridte grænser. Et løfte om sex, coke, spirituel genfødsel og punket voodoo.

Den 21 årige Bret Easton Ellis forstod dette bedre end de fleste og formåede, at holde et spejl op for byens hedonistiske society crowd, sig selv, såvel som verdens forbrugere af andres drømme og fejl. Før han brød igennem til de helt store masser med new Yorker yuppien Patrick Batemans illusionsløse delirium var den college studerende Clay’s illusionsløse driven rundt i Los Angeles. Ellis debut Less Than Zero fra 1985, er en tilstands rapport efter skredet. Her er ingen moralske diskussioner blot en strøm af begivenheder og apatiske dialoger, der beskriver den totale fremmedgørelse. Less Than Zero tilbød et skarpt billede på LA som sindebillede. En bog, der var ren overflade og alligevel påvirkede læsere verden over. En bog, der sin form til trods nåede en nær udtømmende beskrivelse af sit emne.

Det har dog ikke afholdt Bret Easton Ellis fra at vende tilbage til Los Angeles.

I denne velskrevne anmeldelse af Ellis' seneste bog, Imperial Bedrooms, tager Naomi Fry afsæt i sin egen forståelse af den enigmatiske by, hvor Hollywood og heroin tilbyder alverdens drømmere et mix af sol, sex og sammenbrud. En skinnende legering, Bret Easton Ellis effektivt indfangede i en form, der med Fry’s ord var: ”almost Dadaist in the stupid simplicity of its prose.”

Oplev en af de stærkeste nulevende kronikører af undersiden af den amerikanske drøm og de mørkere kroge af vores alles mentale geografi mandag d. 11. oktober på Den Sorte Diamant.

Kommentarer

Kommenter