Hvad betyder 500 daglige besøg? Vi undersøger værdien, mulighederne og behovet for fremtidens T&P!
,
Så er Teori og Praksis’ workshopforløb ENGAGE, EXPLORE, DEVELOP skudt i gang! Lørdag blev den første af tre sessions afholdt — fyrre engagerede gæster, hele T&P-holdet og en enkelt experience-strateg mødtes for at diskutere Teori og Praksis' potentialer og de udfordringer projektet står overfor. Det er blevet tid til at inddrage, lytte til og engagere brugerne i projekt Teori og Praksis.
video © Emil Østergaard

Masser af trafik, men hvad betyder det?
Mere end 500 gange om dagen klikkes der ind på TeoriogPraksis.dk. Og sitet har rundt regnet 4.000 tilknyttede brugere. Her er med andre ord ret meget trafik. Til gengæld er antallet også stort set det eneste, vi på redaktionen hidtil har vidst om vores brugere — og sådan nogle tal siger ikke så forfærdeligt meget om hvem, der besøger siden, eller endnu mere vigtigt, hvorfor. Vi ved ikke meget om trafikanterne, og hvorfor de kigger forbi Teori og Praksis. I det hele taget er trafikanter bare ikke lige så hyggelige at hænge ud med som gæster, medskabere, medejere og samarbejdspartnere.
Nu skal der ske noget nyt! Her på redaktionen vil vi gerne vide mere om, hvem der bruger os, hvad man bruger os til, og hvilke behov sitet potentielt kunne opfylde. Og vi vil især gerne bygge et aktivt og medskabende community, finde samarbejdspartnere og udvikle Teori og Praksis' hovedkoncept i fællesskab med brugerne, så vi sikrer, at det er forankret i virkelige behov og interesser.
Derfor afholder vi i øjeblikket en række workshops, hvor deltagerne inviteres til at dele deres idéer og holdninger. Til lejligheden har vi allieret os med experience strateg, Morten Lundholm, som leder vejen, men lader os selv finde frem til erkendelserne.
Han har tilrettelagt forløbet i samarbejde med T&P-redaktionen, og deler til hver workshopsession ud af sin store teoretiske viden om, hvordan man genererer idéer, indsigt og initiativer sammen med sit community. Grundtanken er, at brugerne ikke bare skal spørges, hvad de mener. De skal også have mulighed for at tage aktivt del i skabelsesprocessen.

Første skridt mod ny erkendelse!
Så i lørdags gik vi i gang — præsenterede, talte og diskuterede. Længe. Workshopdeltagerne kastede om sig med post-its og gode idéer under Mortens kyndige vejledning. Formålet var at kortlægge, hvad T&Ps potentialer er, hvilke udfordringer der skal tages op, og hvem vi ser som mulige brugere og samarbejdspartnere — og vores engagerede deltagere havde masser af holdninger, ris, ros og kontakter at byde ind med. Det føltes som en mild, konstruktiv version af dommedag, og mest af alt bare godt.
Whats next?
Efter et større mentalt oprydningsarbejde i al den indsamlede information er vi kommet frem til fem områder, vi vil dykke ned i og undersøge:
- Relevans: Hvem har Teori og Praksis relevans for, og hvad er interessant for vores brugere?
- Fokus: Hvilket fokus har Teori og Praksis, og hvordan sikrer vi høj kvalitet über alles?
- Formater: Vi har indtil videre arbejde med en række forskellige formater for videndeling, men hvad er styrker og svagheder ved dem, og kan vi udvikle nye engagerende former?
- Netværk: Hvordan involverer vi brugere i langt højere grad og giver dem mulighed for selv at udvikle deres netværk?
- Forretningsplan?: Hvordan sikrer vi et bæredygtigt Teori og Praksis og hvilke samarbejder skal vi indgå i?

Vi vil følge op på disse undersøgelsesområder med interviews og artikler her på siden, så vi er klar til at tage diskussionen til det næste plan, når den næste workshop bliver afholdt.
Når vi mener, at vi gerne vil lytte til brugerne, mener vi selvfølgelig også dig! Tag del i diskussionen nedenfor. Kommenter på de artikler, vi sender ud over de næste 5 uger, eller send os dine idéer.

Kommentarer